Mad i Cape Town: De bedste spisesteder i Kapstaden

April 22, 2020
Sydafrika er ikke kun et fascinerende land pga. dets storslåede natur, imponerende dyreliv og safari i verdensklasse. Når det kommer til mad og drikke, er der også mange store kulinariske oplevelser, som står i kø. Landet er kendt for dets smagfulde vine, og befolkningens sans for dybe, lækre og komplekse smage i deres vine kommer også til udtryk i deres madkultur – ikke mindst i Cape Town. For som i enhver anden storby blomstrer gastronomien her, hvor du kan finde noget for enhver smag. Der er nemlig et utal af spændende restauranter i Cape Town, og overordnet set får du rigtig meget for pengene. For selvom maden de fleste steder er i top, er priserne ofte i bund. Således kan du mange steder spise dig mæt for under 100 kroner. Hertil skal der, foruden drikke, som udgangspunkt også regnes drikkepenge på ca. 10-15 % til personalet.

Et multikulturelt sammenskudsgilde
Cape Town har en lang historie, hvor mange forskellige kulturer igennem årene har sat deres præg på livet i den smukke by. Det multikulturelle lever med andre ord i bedste velgående i byen, og det kommer naturligvis også til udtryk i maden i Cape Town. For ud over restauranter med traditionelle sydafrikanske specialiteter, finder du også mexicanske, italienske og mange andre restauranter med retter fra nær og fjern. De mange muligheder for at spise god mad i Cape Town gør naturligvis, at det kan være vanskeligt at vælge det helt rigtige sted. Vi har derfor testet og udvalgt fem af de bedste restauranter i Cape Town.

Fem fantastiske anbefalinger
- Den prisvindende restaurant, The Test Kitchen, er en af de bedste og mest anerkendte restauranter i Cape Town. Selvom stilen er moderne og eksperimenterende, er maden ikke desto mindre enormt velafbalanceret. Forvent det uventede i et højt gastronomisk niveau med et innovativt tvist.
- På restaurant Sea Breeze serverer de, som navnet antyder, seafood af høj kvalitet. Da Cape Town ligger ved vandet, får du på Sea Breeze lækker og friskfanget fisk. En spændende traditionel seafood-restaurant der bare må besøges.
- Hvis du er til tapas og delemad, bør du besøge The Pot Luck Club, hvor de udsøgte retter, den energiske stemning og den fantastiske udsigt går op i en højere enhed.
- En anden stemningsfuld restaurant er The Shortmarket Club, hvor du kan få moderne, klassisk inspirerede retter i smukke klublignende omgivelser.
- Slutteligt kan The Greenhouse og The Conservatory på det femstjernede hotel, The Cellars-Hohenort, hvor mange af vores gæster bor, anbefales. Her serveres der hhv. moderne sydafrikansk gourmetmad lavet på lokale ingredienser, og lækkert bistromad i smukke omgivelser. Besøget værd – overnattende eller ej.

Spis godt i det nærliggende vinland
Et besøg i Cape Town bør altid kombineres med nogle dage i det smukke og betagende vinland, som ikke ligger langt fra den pulserende storby. Området byder naturligvis også på et hav af store smagsoplevelser som fx strudsefilet, springbukcarpaccio og andre delikatesser, ligesom der er mange skønne restauranter langs den længste vinrute, Route 62. Vi anbefaler at bo et par nætter i enten Stellenbosch eller Franschhoek. God tur – og velbekomme!
/NYATI Safari