
*Noter venligst, at der kan forekomme flytillæg ved provinstilslutning.
BESTIL DIN REJSE NU OG FÅ FRI FORTRYDELSESRET FREM TIL DEN 31. DECEMBER 2022! (*
*)Gælder kun såfremt din destination ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledning er rød eller orange.
Noter venligst, at bushvandringer og solnedgangssafarier på NYATI Safari Lodge kun er mulige i det omfang det øvrige aktivitetsprogram tillader. Ugedagene for de enkelte udflugter/aktiviteter kan variere.
Vil du opleve endnu mere Afrika, kan du også kombinere denne rejse med Cape Town & Vinlandet, Garden Route, Zimbabwe og mange andre rejsemål. Din rejse kan altid skræddersyes. Her har vi vist et forslag, og du kan frit vælge at forkorte, forlænge eller sammensætte din rejse på en anden måde.
*Noter venligst, at der kan forekomme flytillæg på provinstilslutning. Alle vores fra-priser er vejledende, og vi tager forbehold for ændringer, fejl, prisstigninger og udsolgte fly.
På NYATI Safari Lodge får du dit livs safarioplevelse. Her kan du bo i din egen eksklusive River Bungalow på første række til Sydafrikas berømte Kruger National Park med panoramaudsigt over Olifants River - Elefantfloden - og den sydafrikanske bush. Fra din private terrasse vil du hver dag kunne følge det rige dyreliv langs floden. Rejser I flere sammen, kan I vælge at bo i vores nye Rhino luksustelte på 75 m2 med plads til 2 voksne og 2 børn, i vores luksuriøse private Olifant villa suiter på 200 m2 med egen pool og plads til hele familien eller i jeres helt egen private Cheetah Camp på 500 m2 med privat chauffør/ranger, eget safariprogram og egen kok.
Opholdet på NYATI Safari Lodge er alt inklusiv, det vil sige komplet safariprogram samt alle måltider og lokale drikkevarer er inkluderet, også på turene. Vores store safariprogram omfatter 2 daglige safariture (game drives) i åbne biler, bushvandringer, sundowners og natsafari, som du frit kan deltage i. Imellem aktiviteterne vil der være tid til fx at slappe af i lodgens store pool-, lounge- og barområde, til forkælelse i NYATIs Bush Spa eller til et par tilvalgsaktiviteter som fx luftballon, flodsafari og golf.
Maden på NYATI Safari Lodge er et højdepunkt i sig selv. På ægte Karen Blixen-manér serveres kulinariske menuer i stearinlysenes skær ved smukt dækkede borde eller i ”bomaen”, den traditionelle afrikanske grillplads. En gang om ugen rykker vi ud i bushen, hvor du kan nyde solnedgangen med kolde drinks, mens vi dækker op til sydafrikansk ”braii” under stjernehimlen. Til alle måltider serveres lokale vine, og mellem safariturene kan baren på lodgen frit benyttes. Læs mere om NYATI Safari Lodge her.
Dolphin Coast har ikke sit navn uden grund. Her er nemlig (næsten) garanti for at opleve de charmerende delfiner under en tur på vandet ud fra kysten.
I perioden fra juni til december migrerer de store pukkel- og rethvaler ned langs den Sydafrikanske kyst, og er du her i den periode, anbefaler vi en tur på hvalsafari. Det er et imponerende syn at se disse store kæmper baske med halen når de dykker, eller bare svømme forbi båden og give et farvelpust gennem blåsehullet.
I det hele taget byder Dolphin Coast på masser af muligheder for aktiviteter på og i vandet.
Tag f.eks. med på Big Game Fishing, og oplev fascinationen når en fisk på 2 meter langsomt trækkes ud af vandet. Eller hvorfor ikke se det hele lidt fra neden iført en dykker- eller snorkel maske? Der er ligeledes rig mulighed for at leje surfboard, kiteboard og kajakker i området omkring Dolphin Coast Villa.
Er du mere til aktiviteter på landjorden, er solbadning på den brede øde strand altid en god aktivitet, ligesom du kan vælge at cykle eller vandre af de mange veldefinerede stier i området ved Dolphin Coast Villa.
Området omkring Dolphin Coast Villa er iøvrigt også et af de områder, der har undgået kriminalitet, og nu anses for et af de sikreste områder langs kysten. På stranden finder du ingen anmassende sælgere, og du kan gå i fred og ro uden at blive antastet.
Sydafrikas tredjestørste by ligger ud til Det Indiske Ocean og tiltrækker derfor mange, som gerne vil nyde de gyldne sandstrande langs den 6 km. lange strandpromenade. Byen har også Sydafrikas travleste havn. I Durban mødes øst og vest. Her vil du opleve en farverig blanding af afrikanske, indiske og europæiske kulturer, hvor især den indiske er fremtrædende. Inderne kom til området i 1800-tallet for at arbejde i de store sukkerplantager. Efterkommerne af de indiske gæstearbejdere har i dag bosat sig i byens store indiske kvarter. Durban er en mangfoldig by fyldt med kontraster. Fra de rige forstæder Berea og Morningside, hvor du kan nyde en middag på en eksklusiv restaurant til KvaMashu-townshippen, som er et af de fattigste områder i hele Sydafrika. Byen er omgivet af havet til den ene side og bølgende grønne bakker til den anden med et behageligt klima året rundt.
Dette er dagen, hvor du forventningsfuld sætter kurs mod Sydafrika til et ophold i din egen private bungalow eller villa direkte ud til Olifants River midt i Sydafrikas berømte Greater Kruger National Park. Vi har afrejse alle fredage året rundt, og du rejser ud af København eller Billund om eftermiddagen. Der vil være et enkelt stop undervejs mod Johannesburg, og flyturen til Johannesburg varer ca. 14 timer. Der er ingen tidsforskel mellem Danmark og Sydafrika, så der bliver serveret aftensmad om bord på flyet, hvorefter du vil kunne sove indtil ankomsten i Johannesburg om morgenen. Der vil også blive serveret morgenmad inden ankomst til Johannesburg.
Fra Johannesburg går turen videre med indenrigsfly til den lokale lufthavn ved Kruger National Park. Vi flyver vores gæster det sidste stykke (ca. 1 times flyvetur) op til den lokale lufthavn ved Krugerparken, så en 5-6 timers køretur hertil undgås. Når du lander her, vil du blive modtaget af en medarbejder fra NYATI Safari Lodge, som er med på køreturen til lodgen. På NYATI Safari Lodge bydes der velkommen på ægte afrikansk vis med sang og drinks efterfulgt af en dejlig frokost og et lille orienteringsmøde. Herefter er der tid til at finde sig til rette i de skønne omgivelser. Nyd f.eks. en cocktail på terrassen med udsigt til Olifants River og den afrikanske bush inden velkomstmiddagen om aftenen.
Tidlig morgen er der mulighed for at komme på safarivandring på NYATIs jorde med en af vores professionelle rangere. Rangeren fortæller om den lokale flora og fauna, og her om morgenen, hvor dyrene er dejligt aktive, kan du være heldig at se bl.a. næsehorn, giraffer, flere antilopearter, zebraer, vortesvin og forskellige fugle. Du lærer at spore dyrene ved at aflæse deres færden i naturen – fx fodspor, ekskrementer, knækkede grene og andre tegn. Hvis du foretrækker at blive kørt rundt, kan du også vælge at tage på morgensafari i en af vores åbne safaribiler.
Efter vandreturen er der lækker morgenbuffet på udsigtsterrassen og tid til at slappe lidt af inden safarituren om eftermiddagen, der afgår efter en dejlig frokost på udsigtsterrassen. Her har du mulighed for at opleve ”The Big 5”, som er en traditionel jagtbetegnelse for de fem, store og klassiske vilde dyr – elefant, bøffel, løve, leopard og næsehorn. Vores lokale rangere guider dig rundt, og hvis du er heldig, oplever du “The Big 5” på én og samme dag. Turen ender på vores eventyrlige sundowner-spot, Lion King, hvor du kan nyde den eksotiske sydafrikanske solnedgang til kolde drinks og snacks, med enestående udsigt over den sydafrikanske bush. Imens dækker vores kokketeam op til en ægte sydafrikansk ”braii”, som er en herlig bushmiddag under stjernerne. Vores kokke tryller lidt ekstra med de delikate, lokale råvarer og har til lejligheden genoplivet den traditionelle potjie (”poike”) gryderet efter den oprindelige NYATI-opskrift, så du kan opleve den ægte smag af Sydafrika. Bemærk: Bushmiddag gennemføres kun når vejrforholdene tillader det, alternativt erstattes den af middag i bomaen eller på lodgens restaurant.
Herefter kommer du på spændende natsafari gennem bushen i vores åbne safaribiler, som er udstyret med store projektørlys, så du nemmere kan spotte det vilde dyreliv. Det er en meget stemningsfuld oplevelse at sige ”godnat” til bushen i skumringen, og det er lidt ekstra spændende at jage dyr i tusmørket, hvor også rovdyrene er på jagt.
Denne morgen kan du tage med på morgensafari i vores åbne safaribiler, hvor rangerne i dag primært vil fokusere på fuglelivet i Krugerparken. Turen går forbi Hippo-søen og ned langs floden, hvor der er bedst muligheder for at spotte nogle af de mange farvestrålende fugle. Men der er selvfølgelig også gode muligheder for at se flere af de vilde dyr, og hvem ved - måske er det denne morgen, du lige spotter næsehornet eller leoparden?
Herefter kan du nyde en dejlig frokost på vores skønne terrasse med udsigt over Olifants River og slappe af ved poolen, inden der sidst på dagen er solnedgangssafari. Her kan du igen være heldig at opleve “Big 5” udover antiloper, zebraer, vortesvin, giraffer og gnuer i skumringen. På vej hjem gøres der holdt ved et af vores smukke udsigtspunkter på NYATIs jorde, hvor du kan nyde et glas vin eller en sodavand, mens du ser solen gå ned bag Drakensbjergene. Om aftenen er der dækket et smukt bord på terrassen på NYATI Safari Lodge, hvor chefkokken serverer en lækker 3-retters menu.
Tilvalgsaktiviteter: Golf, quad bike safari og townshiptur
Hvis du ikke har set Big 5 endnu, har du endnu engang chancen i dag, hvor der atter er mulighed for at opleve bl.a. bøfler, elefanter og giraffer. Dagen starter med en tidlig morgensafari, hvor rangerne i dag vil have fokus på den flora og fauna, du ser overalt på NYATIs jorde og i resten af Krugerparken. Du vil høre om de forskellige træer, buske, planter og græs – og ikke mindst om de fugle og dyr, vi møder i løbet af morgenen. Du vil også blive klogere på årets cyklus i vildtreservatet – både vejrmæssigt men også om den indflydelse regn og tørke har på vildtet her.
Der bliver tid til at slappe lidt af, inden frokosten serveres på vores hyggelige udsigtsterrasse. Om eftermiddagen kan du igen komme på safari og forhåbentlig spotte nogle af de mange vilde dyr. Denne eftermiddag vil vores rangere fortælle om nogle af de mindre dyr, du også finder i Krugerparken – fx slanger, skorpioner, insekter og termitter samt hvilken betydning de har for de vilde dyr. Safarituren slutter ved vores skønne sundowner-spot nær NYATI Bush Camp, hvor du får serveret en lille forfriskning, mens du nyder den stemningsfulde solnedgang over bushen. Når du kommer hjem til lodgen mæt af oplevelser efter en fascinerende safaridag, serveres der lækker 3-retters middag i restauranten.
Indled dagen med en safarivandring i solopgangen, hvor NYATIs rangere fortæller om stort og småt i naturen. Gåturen ender på et af de skønne udsigtspunkter på NYATIs egne jorde, hvor NYATIs kokke serverer en veltillavet morgenmad med mousserende vin her midt i bushen under akacietræer med skøn udsigt til det vilde dyreliv. Der er mulighed for at blive kørt herud, hvis du ikke kan eller ønsker at deltage i morgenens bushvandring, men ikke vil gå glip af den storslåede morgenmad i det fri. Efter morgenmaden ude i bushen kører vores rangere en lille safari på vej tilbage til lodgen, hvis du ikke skal direkte videre ud på en af vores tilvalgsaktiviteter.
Efter morgenens oplevelser og gårsdagens "Big 5" safari, trænger du måske til at slappe lidt af ved poolen eller i hængekøjen på din private udsigtsterrasse indtil der serveres en dejlig frokost på udsigtsterrassen. Om eftermiddagen kan du komme på stemningsfuld solnedgangssafari langs Olifant-floden, hvor vores rangere vil have fokus på de 3 store dyr, som man ofte ser langs med floden: Flodheste, nilkrokodiller og hvis du er heldig også det sorte næsehorn, som kan være svært at finde. Vi kører i åben safarijeep, så du kan nyde udsigten over floden undervejs, inden dyrene går til ro og mørket sænker sig over det storslåede landskab. Om aftenen er der igen dejlig middag på den overdækkede terrasse.
Tilvalgsaktiviteter: Flodsafari og quad bike safari
Der er afgang fra lodgen tidlig morgen mod de storslåede Drakensbjerge, og forude venter en hel dag med eventyrlige naturoplevelser. Turen til Drakensbjergene følger den berømte Panoramarute langs den 60 km lange Blyde River Canyon - også kendt som Sydafrikas Grand Canyon. Drakensbjergene er godt 2.000 meter høje og ligger i naboprovinsen Mpumalanga. På vejen gøres holdt ved flere udsigtspunkter, så du har optimale muligheder for at nyde magien her. Ruten går langs eukalyptus- og nåletræsbeklædte bjergskråninger, hvor masser af brusende vandfald har deres udspring. Du besøger tre af de største seværdigheder i Sydafrika: Bourke’s Luck Potholes med de dybe kløfter, der får dig til at snappe efter vejret og hæve kameraet. The Three Rondavels, som er tre runde bjergtoppe, der ligner en kæmpeudgave af de traditionelle, runde, stråtækte afrikanske hytter – og så naturligvis højdepunktet Blyde River Canyon, hvor der er stop ved det smukkeste udsigtspunkt her med helt enestående fotomuligheder. Du besøger også den hyggelige guldgraverby Pilgrim’s Rest, hvor der dækkes op til frokost på ægte Karen Blixen-manér. Frokost er inkluderet i turen. Du er tilbage på lodgen sidst på eftermiddagen.
Om aftenen venter der en traditionel afrikansk braai under åben himmel i den åbne grillplads, bomaen. Herefter vil en af vores rangere tage dig med til lodgens driving range, hvorfra du kan kigge på stjernehimlen. Det er et helt utroligt syn at opleve de mange stjerner på den sorte nattehimmel over bushen.
Tilvalgsaktiviteter: Luftballon, Jessica den tamme flodhest og quad bike safari
Denne dag serveres morgenmaden kl. 07:00 på lodgen, hvorefter der køres ca 1,5 time til Moholoholo rehabiliteringscenter.
Moholoholo er et blandt de absolutte højdepunkter på denne tur, hvor du vil opleve, hvor meget der gøres for rehabilitering og genudsættelse af truede, forældreløse og skadede vilde dyr. Brian Jones, som leder rehabiliteringscenteret, har taget sig af denne type dyr siden han var 4 år gammel (!), og er ved flere lejligheder blevet inviteret til udlandet for at fortælle om det store arbejde, der gøres lokalt på Moholoholo rehabiliteringscenter.
De dyr der har været for skadede til genudsætning, lever på Moholoholo centerets område, ligesom centeret forsker i dyreadfærd, med specielt fokus på gribbe, idet ganske mange af denne art bringes til centeret med tegn på forgiftning. Ydermere forskes i leopardernes territorielle vandringsmønster, og udstyres i visse tilfælde med et GPS halsbånd.
Den lette vandretur rundt på centeret tager ca. 1,5 time, og her vil du opleve, hvor meget der gøres for at beskytte det sydafrikanske dyreliv. Der vil være rig mulighed for at tage billeder undervejs, ligesom vi anbefaler du kigger ind i butikken.
Centerets formål er at øge opmærksomheden overfor de miljømæssige ændringer, ikke blot i Sydafrika men overalt i verden.
Vi forventer at være tilbage på Nyati Safari Lodge omk. kl. 13-13:30 hvorefter der serveres frokost.
Fredag frister vi dig også med en sidste solnedgangssafari, hvor vi gør holdt ved vores smukke udsigtspunkt Elephant Hill. Her kan du nyde en forfriskning til solnedgangen over Olifants River og Hippo-søen. Det er en magisk oplevelse at tage afsked med den sydafrikanske bush en sidste gang. Hjemme på lodgen slutter en dejlig dag af med dans og musik, hvor vores lokale dansegruppe, vil opføre et fantastisk show. Herefter er der afskedsmiddag ved smukt dækkede borde på den overdækkede terrasse med udsigt til Olifants River.
Tilvalgsaktiviteter: Luftballon, fisketur, quad bike safari og Jessica den tamme flodhest.
Så er det på tide at rejse videre mod Durban. Efter morgenmad på NYATI Safari lodge køres du til den lokale lufthavn og fortsætter herefter rejsen med indenrigsfly.
Ved ankomst til Durban lufthavn, mødes du af vores lokale repræsentant, der kører dig til Dolphin Coast Villa. Dit værelse vil være klar til indcheckning ved ankomst.
De næste dage er til egen disposition. Der findes flere rigtig gode restauranter i området som vi anbefaler du prøver.
Det er hvalsæson i perioden fra juni - december hvor du har mulighed for at opleve de imponerende dyt ombord på en hvalsafari. Er du ude efter endnu mere action, tager fiskeren Mark dig gerne med på Big Game Fishing. Se mere om dette under ekstra aktiviteter.
Vi håber du nyder dit ophold. Da vi opholdt os her var det specielt de lange, øde sandstrande og Colins kaffe der betog os. Vi er spændte på hvad der betager dig ved dette sted.
Efter et behageligt ophold på Dolphin Coast Villa, køres du tilbage til Durban lufthavn i tiden til din flyafgang. Måltider serveres ombord.