Nyati Safari+45 70 26 04 07
Nyati Safari
Nyati SafariSøg

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Her har vi samlet de ofte stillede spørgsmål fra vores gæster, som har rejst med os. Vi håber, du vil kunne få svar her på mange af de spørgsmål, du evt. har i forbindelse med din rejse. På Landefakta-siderne kan du også finde relevant rejseinformation og gode råd - og du er naturligvis altid velkommen til at kontakte os.

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg have visum?

Landene i det sydlige Afrika har forskellige krav om visum. Danske statsborgere behøver fx ikke at søge om visum til Sydafrika inden en safari, da man automatisk får et turistvisum på 90 dage ved ankomsten. Man skal dog kunne fremvise returbillet og tilstrækkelige økonomiske midler til dækning af opholdet. Desuden skal passet være gyldigt 30 dage udover opholdet og indeholde mindst 2 blanke sider til visum. Spørgsmål om visum kan rettes til Sydafrikas Ambassade, Gammel Vartorv Vej 8, 2900 Hellerup, tlf. 39 18 01 85.

Du kan læse de specifikke regler for de enkelte lande under landefakta.

Hvilke vacciner skal jeg have til Sydafrika?

Generelt når du rejser til Afrika, skal du have en opdateret stivkrampe/difteri-vaccine (dvs. indenfor de sidste 10 år). Derudover skal du have den såkaldte havrix-vaccine mod hepatitis A (smitsom leverbetændelse). Første vaccination dækker et år frem, og får du næste indenfor 6-12 måneder, beskytter vaccinen i op til 40 år. Malaria findes i mange områder i det sydlige Afrika, så vi anbefaler, du kontakter din læge for yderligere information om malariaforebyggelse. Du bør desuden tjekke specifikke forhold i de enkelte lande, du rejser til. Du kan finde gode råd om sikker rejse hos Vaccinespecialisten, som desuden tilbyder NYATIs kunder 10% rabat på alle vaccinationer på klinikken i Lyngby. Du kan også finde mere information om de enkelte lande i det sydlige Afrika under landefakta.

Skal jeg have en særlig rejseforsikring?

Vi anbefaler, at du har både en afbestillings- og rejseforsikring. Spørg dit forsikringsselskab, hvordan du er sikret. Hvis du ikke er tilstrækkeligt forsikret, kan vi anbefale at tegne forsikring hos Gouda Rejseforsikring. Tjek evt. også om du er forsikret via din kreditkortudbyder.

Skal jeg medbringe kontanter, og hvor kan jeg opbevare dem?

Der er sikkerhedsbokse i alle bungalows og villaer på NYATI Safari Lodge, og det samme gælder for langt størstedelen af vores hotelpartnere. Du vil derfor trygt kunne medbringe kontanter på din ferie. På NYATI Safari Lodge er det en god ide at tage lidt ZAR (Sydafrikanske Rand) med, selv om du kan bruge kreditkort på lodgen. På heldagsturen til Drakensbjergene, kan du både købe træskærerarbejder og, lokale souvenirs. Ønsker du at give drikkepenge til personalet på NYATI Safari Lodge, skal det også være i ZAR. Skal du videre til f.eks. Victoria Falls, Zanzibar eller Mauritius bagefter, kan det også anbefales at tage lidt kontanter med i USD.

Skal jeg bestille tilvalgsaktiviteter inden afrejse?

Du bestiller og betaler for alle tilvalgsaktiviteterne, når du er ankommet til NYATI Safari Lodge. Kun jagt skal bestilles på forhånd. På de fleste øvrige destinationer skal tilvalgsaktiviteter bestilles hjemmefra – nogle af dem kan du også betale hjemmefra. Tilvalgsaktiviteter og personlige udgifter på NYATI Safari Lodge betaler du ved afrejsen i enten ZAR eller med Visa/MasterCard. Husk, at det er svært at komme til en bank under opholdet på lodgen.

Skal jeg medbringe myggebalsam hjemmefra?

Der er lokal myggebalsam i alle bungalows og villaer på NYATI Safari Lodge. På andre destinationer er det en god ide at tage et myggemiddel med – fx Autan, som du kan købe på apoteket.

Hvilken slags tøj skal jeg have med på safari?

Lange bukser - gerne med aftagelige bukseben, en jakke og praktiske sko til safariturene er en god ide hele året rundt. I den tørre årstid (dansk sommer) får du brug for hue, evt. vanter plus varmt og vindtæt overtøj, men så snart solen kommer frem, bliver det nemt 20-25 grader, så du får også brug for shorts, t-shirt og sandaler.

I den grønne periode (dansk vinter) er der varmere, så her har du brug for sommertøj, sandaler og solhat plus en lun sweater og vindtæt jakke til om aftenen. Tøj i khaki, brun, beige og lyse farver anbefales generelt på alle safariturene. Hvis du ønsker at deltage i bush walks (safarivandringer), skal du også medbringe et par gode vandresko/kondisko, da det er et krav at have lukkede sko på for at kunne deltage.

Er der dansk rejseleder på NYATI Safari Lodge?

På lodgen har vi oftest en skandinavisk oversætter til rådighed. Oversætteren hjælper med at koordinere de forskellige udflugter og aktiviteter og sammensætte dit ugeprogram ud fra dine ønsker. Oversætteren er tilgængelig på lodgen dagligt og kan svare på spørgsmål eller oversætte ved behov. Af og til er oversætteren også med på udflugterne, men det vil altid være rangeren, der fungerer som guide på turene. Bortset fra den skandinaviske oversætter er alt personale på lodgen engelsktalende.

Kan jeg hæve penge og veksle overalt?

Skal du til Sydafrika, skal du medbringe sydafrikanske rand (ZAR). I alle storbyer er der hæveautomater, ligesom vi kender det i Europa. I landdistrikterne er der færre hæveautomater, og på NYATI Safari Lodge kan du ikke hæve penge. I Johannesburg lufthavn kan du både hæve og veksle, men vi anbefaler, at du veksler hjemmefra. Sørg for at få en del af valutaen i 20- og 50-randsedler. Du får brug for mindre beløb til dragerservice m.m. Skal du til Botswana, Zimbabwe, Zanzibar og Mauritius kan du med fordel medbringe USD. Specifikke råd og tips ved rejser i de enkelte lande kan du læse under landefakta.

Kommer vi til at sidde ved siden af hinanden i flyet?

Vær opmærksom på, at der IKKE foretages seating på flyene. Forhånds seating kan som regel foretages på flyselskabets hjemmeside, men vær opmærksom på, at de fleste flyselskaber kræver betaling for denne service. Seating kan også foretages gratis ved check in, men så er der ingen garanti for, at I kommer til at sidde sammen.

Skal navnet i passet og på billetten være præcis det samme?

Ja – det er meget vigtigt! Hvis der er uoverensstemmelser mellem navnet på billet og i pas, er der risiko for problemer ved afrejse, som i værste fald kan medføre afvisning ved check-in, så rejsen ikke kan gennemføres.

Hvor meget bagage må jeg have med?

Medbring maks. 20 kg bagage plus håndbagage, som må veje maks. 8 kg og måle maks. 115 cm. i højde + bredde + dybde. På de oversøiske strækninger må du ganske vist have 23 kg med, men reglerne på indenrigsflyet fra Johannesburg til Kruger National Park siger 20 kg. Derfor skal du holde dig inden for denne vægtgrænse, hvis du vil undgå at betale for overvægt eller at skulle efterlade noget af din bagage.

Hvornår modtager jeg min flybillet?

I dag behøver du reelt blot at vise dit pas, når du checker ind i en lufthavn. Fra NYATI Safari får du dog en mail med din elektroniske flybillet og detaljerede rejseplan senest 10 dage inden afrejse.

Er der dragerservice i lufthavnen?

I ankomsthallen i Johannesburg Lufthavn står der dragerservice klar (mod betaling anbefalet på 100 ZAR pr. kuffert.). De kan bl.a. følge dig til indenrigsterminalen, hvilket kan være en fordel, hvis du har travlt. Brug kun dragere i orange trøjer, de er autoriserede. Terminalerne er i samme bygning, men på forskellige etager. Der er dog fin skiltning i lufthavnen, så du vil sagtens selv kunne finde indenrigsterminal B, hvor du får indskrevet bagagen til den lokale lufthavn ved Kruger National Park. Når du lander her, bliver du modtaget af en medarbejder fra NYATI Safari, som er med på køreturen til NYATI Safari Lodge.

Er der tidsforskel?

Ja – der er tidsforskel til landene i det sydlige Afrika. Sydafrika, Mozambique, Zimbabwe, Botswana og Zambia: Plus 1 time ved dansk vintertid. Ingen ved dansk sommertid. Namibia: Plus 2 timer ved dansk vintertid og plus 1 time ved dansk sommertid. Zanzibar og Mauritius: Plus 3 timer ved dansk vintertid og plus 2 timer ved dansk sommertid.

Hvor mange drikkepenge skal jeg give?

Som alle andre steder i verden er det god skik at give drikkepenge som tak for god service. Det er almindeligt at lægge 10 - 15 % oveni regningen, hvis du har været godt tilfreds med betjeningen i taxier, på restauranter og hoteller. Hvis du gerne vil give drikkepenge på NYATI Safari Lodge, kan du bruge de to postkasser til henholdsvis ”servicepersonale” og ”rangere”, som hænger på væggen på kontoret. Et godt niveau er ca. 1000 ZAR pr. gæst per uge, som du fordeler efter behov og lægger samlet i en kuvert i de respektive postkasser. Hvis du skal med på NYATI Safari til fods er det normalt at lægge ca. 350 ZAR pr. telt pr. dag til henholdsvis guide og øvrige personale. Specifikke råd om drikkepenge i de enkelte lande kan du læse under landefakta.

Er der meget kriminalitet?

I Johannesburg er der meget kriminalitet, og hvis du vil downtown eller til Soweto, bør du altid tage med på en arrangeret tur. Generelt skal du dog ikke være bekymret for kriminalitet i det sydlige Afrika, men i fx. Johannesburg og Cape Town skal du naturligvis tænke dig om og opføre dig fornuftigt som i enhver anden storby. Lad smykker og tasker blive på hotellet, når du går ud om aftenen, så du ikke frister svage sjæle. Medbring kun de kontanter, som du skal bruge, og tag en taxi hjem til hotellet efter mørkets frembrud, hvis du ikke bor ved Waterfront i Cape Town. Ude i provinsområderne er der fredeligt.

Kan jeg drikke vandet fra hanen?

Det generelle råd er at drikke vand på flaske overalt i det sydlige Afrika. På NYATI Safari Lodge har vi dog egen brønd med det fineste drikkevand, som du kan drikke direkte fra hanen. Du får vandflasker på værelset hver dag under opholdet på NYATI Safari Lodge. 

Kan jeg låne en kikkert på NYATI Safari Lodge?

Desværre nej, så det er en god idé at tage din egen med hjemmefra, og husk den på safariturene. Så har du optimale muligheder for fx at se løver, der ligger i græsset og leoparder, der hviler sig i træerne.

Kan jeg bruge min mobiltelefon?

Skandinaviske mobiltelefoner fungerer fint, og ofte er de den bedste kommunikationsmetode. Du kan ringe fra direct-dial-telefoner på NYATI Safari Lodge og på de fleste større hoteller i det sydlige Afrika.

Er der internetadgang?

Ja, der er gratis trådløst internet på NYATI Safari Lodge og de fleste af vores øvrige hoteller. Læs mere om internetfaciliteter på de respektive hotelsider. Der er desuden gæste-pc til rådighed på NYATI Safari Lodge og de fleste øvrige hoteller.

Kan jeg bruge skandinaviske el-stik?

Der er generelt 220V AC, men elektriske stik har en anden udformning end de danske. På NYATI Safari Lodge og de fleste øvrige hoteller kan du låne adaptere i receptionen, hvis de ikke allerede er på værelset.

Kan jeg få vasket tøj?

På NYATI Safari Lodge er der vaskeservice (ikke inkluderet), som fungerer hurtigt og godt. Når du lægger tøj til vask om morgenen, får du det retur – nyvasket og strøget – oftest samme aften. På de fleste andre hoteller er det ligeledes muligt at bestille vaskeservice.

Kan børn være med på safari?

Alle børn er velkommen på NYATI Safari Lodge, men vores erfaring er, at de skal være 5 - 6 år, inden de får glæde af oplevelsen. Bemærk, at man skal være fyldt 12 år for at deltage i Bush Walks.

Er NYATI Safari Lodge familievenligt?

NYATI Safari Lodge er meget velegnet til børnefamilier. Hovedlodgens program og faciliteter er velegnede til børn over 6 år, mens NYATI Cheetah Camp er velegnet til børnefamilier med børn i alle aldre. Fordi opholdet i NYATI Cheetah Camp inkluderer egen kok, chauffør og bil, er der maksimal fleksibilitet i forhold til, hvordan du ønsker dagene planlagt. Fx kan du vælge at spise tidligere med børnene om aftenen her, så du har mulighed for at putte dem, inden de voksne selv spiser aftensmad. I hovedlodgen vil man skulle følge dagens program og fastlagte tidspunkter, hvilket kan være en udfordring med børn under 6 år.

Der er gode bademuligheder på lodgen og desuden er der badelegetøj samt diverse brætspil. Hele området omkring lodgen er indhegnet, så der er gode udfoldelsesmuligheder her i dagtimerne. Vi anbefaler dog, at man altid holder sine børn under opsyn.

Indhent tilbud

NYATI Safari Video

NYATI Safari Video

Rejseforedrag

Nyati Safari
Nyati Safari
Kontakt NYATI
Ring til os på 70 26 04 07 eller skriv:
Venligst indtast alle påkrævede felter
Venligst indtast en gyldig email
Send
Kontakt os