10 seværdigheder du skal opleve i Dubai
23. september 2025
Imponerende arkitektoniske landemærker, luksuriøse indkøbscentre og langstrakte golde ørkenlandskaber. Dubai er en moderne og dynamisk metropol, der kombinerer imponerende moderne arkitektur med traditionel arabisk kultur. En fascinerende destination, der tiltrækker mennesker fra hele verden.
Vi har samlet de mest populære seværdigheder, du skal opleve, når turen går til Dubai.
1. Burj Khalifa
Du kan ikke rejse til Dubai uden at have set Burj Khalifa; verdens højeste bygning og ørkenstatens vartegn.
Du kan tage elevatoren op til enten observationsdækket eller helt til toppen. På under et minut kommer du til observationsdækket på 124. etage (452 meters højde) med en af verdens hurtigste elevatorer. Billetterne helt til toppen er dyrere, men så kommer du op til 148. etage (555 meters højde). Uanset om du vælger observationsdækket eller toppen, får du en fantastisk udsigt over byen og ørkenen. Burj Khalifa er et must-see, når du besøger Dubai.
2. Dubai Mall
Lige ved foden af Burj Khalifa finder du et af verdens største og mest imponerende indkøbscentre; Dubai Mall. Dette overdådige shoppingmekka er en hel oplevelse i sig selv – også hvis du ikke er shoppe-lysten. Med mere end 1.200 butikker spredt over flere etager, kan du finde alt fra internationale luksusmærker til mindre lokale butikker.
Udover at være et shoppingcenter huser Dubai Mall også en gigantisk biograf, en stor skøjtebane og Dubai Aquarium & Underwater Zoo; en imponerende undervandsverden midt i indkøbscentret.
3. Burj Al Arab

Et af verdens dyreste og mest luksuriøse hoteller; Burj Al Arab, er kendt for sin unikke arkitektoniske udformning. Hotellet ligner nemlig et sejlskib. Det 321 meter høje hotel er beliggende på sin egen kunstige ø ud for Jumeirah Beach og består udelukkende af store suiter. Hotellet vil gerne statuere, at det er verdens mest luksuriøse hotel og har derfor udnævnt sig selv til at være verdens eneste 7-stjernede hotel – selvom den officielle skala kun går til 5.
Forståeligt nok er der ikke adgang for alle og enhver døgnet rundt. Men hvis du gerne vil have en bid af luksushotellet, uden at betale spidsen af en jetjager for en suite, kan du booke bord på et af hotellets restauranter. For eksempel er Al Mahara kendt for at være omgivet af et stort akvarium, mens Al Muntaha og Skyview Bar ligger på 27. etage med en fantastisk udsigt. Du kan også komme på en guidet rundvisning. Eller du kan beundre bygningsværket udefra, kvit og frit.
4. Dubai Fountain
Et fortryllende springvandsshow beliggende ved foden af Burj Khalifa. Dubai Fountain skal opleves om aftenen, hvor springvandets stråler danser i takt til musik og farverig belysning.
Dubai Fountain er ét af verdens største springvandsshows. Verdens største springvand ligger faktisk også i Dubai og er The Palm Fountain – men tag ikke fejl; Dubai Fountain er mere spektakulært.
Du kan opleve springvandets livlige show hver aften mellem 18.00 og 23.00, startende hver halve time. Showet kører også et par gange i eftermiddagstimerne, men vi anbefaler klart at opleve det, efter mørket er faldet på. Dubais fristelser kan tære på pengepungen, men Dubai Fountain må være en af byens bedste gratis oplevelser. Derfor er der også rift om de gode pladser. Kom i god tid for at sikre dig plads.
5. Palmen

Palmen, eller officielt Palm Jumeirah, er Dubais ikoniske, palmeformede kunstige ø, der er kendt for at huse en række luksusresorts og eksklusive villaer. Palm Jumeirah er blandt de største menneskeskabte øer i verden og en af Dubais mest bemærkelsesværdige kreationer.
For en unik panoramaudsigt over Palm Jumeirah og det omkringliggende Dubai er The View At The Palm et besøg værd. Det kan anbefales at besøge observatoriet ved skumringstid, så du både oplever skylinen i dagslys, men også får solnedgangen og mørkets indtræden over byen med.
6. Den gamle bydel og Dubai Museum

De fleste forbinder Dubai med luksus og topmoderne skyskrabere, men der gemmer sig også en traditionel bydel med en interessant historie. Dubai Museum giver et indblik i udviklingen fra sin traditionelle handelsperiode til den moderne metropol. Museet indeholder udstillinger med historiske artefakter, gamle kort og modeller, der illustrerer Dubais kulturelle arv og transformation.
Museet ligger i Al Fahidi-fortet i bydelen Al Fahi (også kaldet Bastakiya) i Old Dubai, som er et af de ældste områder i byen. Uanset, om du besøger museet eller ej, kan det anbefales at slentre rundt i de små gader og opleve en snert af, hvordan Dubai var, før man fandt olie og blev en del De Forenede Arabiske Emirater.
Der udbydes også guidede ture i området, hvor du vil lære endnu mere om området og byens transformation samt få mulighed for at smage en række arabiske specialiteter.
7. Ørkensafari

Oplev den eventyrlige ørken, der omgiver Dubai med en jeepsafari. Glæd dig til en adrenalinfyldt eftermiddag, når du sammen med en rutineret chauffør suser over de gyldne sandklitter.
Du bliver naturligvis i ørkenen og nyder øjeblikket, hvor solen sænker sig i horisonten, og himlen forvandles til et fortryllende farveinferno. Når mørket er faldet på, kan det anbefales at fortsætte til en traditionel beduin-lejr og få et smagfuldt arabisk måltid under stjernehimlen. Her vil du typisk kunne nyde middagen til traditionel arabisk musik og underholdning såsom mavedans. Dermed er ørkensafari ikke nødvendigvis kun en adrenalinfyldt aktivitet, men også en rejse ind i Dubais arabiske kulturarv.
8. Bådture i Dubai

For at fuldende din oplevelse af Dubai skal du naturligvis også udforske byen fra vandsiden. Du kan vælge den adrenalinfyldte tur med "Yellow Boats" eller det hyggelige ‘cruise’ med middag i en traditionel “Dhow Boat”.
De gule speedbåde; "Yellow Boats," tager dig med på en frisk tur, hvor du kan nyde Dubais største seværdigheder fra vandet. Du kan vælge mellem 4 forskellige ture. Vi anbefaler den længste på 99 minutter, hvor du får det hele med. Turen afgår hver time mellem kl. 09.00 og 17.00 alle dage i vinterhalvåret, mens der er lidt færre afgange i sommerhalvåret.
Hvis du derimod ønsker en mere afslappet og romantisk atmosfære, så skal du vælge “Dhow Cruise” med middag. Dhows er traditionelle, arabiske træbåde, der er smukt udsmykket, og i dag fungerer mange af dem som flydende restauranter. Ombord kan du nyde en lækker middagsbuffet med internationale og lokale retter, mens du glider forbi Dubais oplyste skyline.
9. By-rundtur med “Hop-on Hop-off busser”

Vil du udforske Dubai i dit eget tempo og med maksimal fleksibilitet er en by-rundtur med “hop-on hop-off busser” et ideelt valg. Dobbeltdækkerbusserne tilbyder en bekvem og informativ måde at besøge byens mest ikoniske steder på. Tag plads på øverste dæk, og nyd en fantastisk udsigt over byen.
Der er lige nu to ruter. Den røde er kendt som den historiske rute og tager dig blandt andet forbi Den gamle bydel: Al Fahidi, Dubai Museum, og Dubai Creek. Den blå rute kaldes ‘Marina ruten’ og tager dig blandt andet forbi Burj Khalifa, Dubai Mall og marinaen.
Uanset om du er interesseret i shopping, kultur eller blot ønsker at nyde udsigten fra toppen af bussen, giver “hop-on hop-off busserne” dig mulighed for at skræddersy din oplevelse. Billetter kan købes online eller når du stiger på.
10. Museum of Future

Dubai må siges at være en pioner inden for innovation. Det nyeste skud på stammen er “Museum of the Future" også kaldet MOTF, som åbnede i 2022.
På museet kan du se frem til interaktive udstillinger, virtuelle oplevelser og avancerede teknologier, der kaster lys over, hvordan fremtiden kan forme sig inden for områder som kunstig intelligens, bæredygtighed, rumforskning og meget mere.
Udover at være et innovativt kulturcenter, kaldes Museum of the Future også for et arkitektonisk, futurisk mesterværk. Bygningens ydre er dækket af avancerede LED-skærme, der fungerer som en digital facade – og skærmene er med til at gøre bygningen til et evigt skiftende og levende kunstværk.