20 år i den sydafrikanske bush
September 4, 2018
Afrika har en dragende effekt, og det havde kontinentet også på Lisbeth og Jørgen Nielsen, da de første gang besøgte Sydafrika i 1990’erne. De besluttede at bygge en lodge dernede, og den 1. oktober 2018 er det så 20 år siden, NYATI Safari Lodge slog dørene op for første gang. Men hvordan startede drømmen om at bygge sin egen safarilodge i Sydafrika?
Det afrikanske eventyr starter tilbage i 1990’erne, hvor Lisbeth og Jørgens søn Søren møder en sydafrikansk pige under et ophold i Israel. Søren blev forelsket, tog med hende til Sydafrika og besluttede, at han ville skabe sin fremtid her. Da Lisbeth og Jørgen første gang besøgte Søren i 1997, afsluttede de deres ferie med en safari i Krugerparken, og det var her, de tabte deres hjerter til det skønne land. Oplevelsen med de afrikanske dyr og den smukke natur fascinerede dem så meget, at de snart tog afsted igen. En aften ved bålet under den afrikanske stjernehimmel startede tankerne om at skabe deres egen safarilodge. Og der var ikke langt fra tanke til handling. De fandt et stykke jord ved Olifants River i Greater Kruger National Park, som opfyldte deres ønsker, og så snart muligheden bød sig, købte de jorden og gik i gang med at bygge NYATI Safari Lodge.
Da dørene åbnede i oktober 1998, bestod lodgen af fire bungalows med plads til 12 gæster. Siden da er lodgen blevet udvidet flere gange, og i dag består NYATI Safari Lodge af 10 bungalows, 6 villaer med egen pool og den private Cheetah Camp. Området er udvidet fra 800 hektar til 10.000 hektar, og siden hegnene til Kruger National Park blev fjernet i 2017, er der masser af vilde dyr inkl. Big 5 på NYATIs egne jorde. Dyrene kommer af og til helt tæt på og ses ofte ved bredden af Olifants River – lige ved foden af lodgen, så man kan nyde synet af dem fra sin private terrasse.
På NYATI Safari Lodge mødes autenticitet og luksus. Grundtanken var at bygge en safarilodge med familiær stemning, eksklusivitet og masser af Afrika solidt funderet på skandinavisk kvalitet. NYATI Safari Lodge har dygtige rangers og privatchauffører, der viser NYATI-gæsterne de helt unikke sider af nationalparken og dyrelivet. Som dagen går på hæld, diskes der op med de bedste smagsoplevelser fremstillet af lokale kvalitetsråvarer – i stearinlysenes skær med bushens mange lyde som baggrundsmusik. Er man en del af en familie eller gruppe, kan man på NYATI Cheetah Camp få drømmen om en privat safaricamp med egen kok, ranger og skræddersyede safarioplevelser opfyldt.
NYATI Safari fejrer 20 års jubilæum ved at tilbyde en særlig jubilæumsrejse på udvalgte afgange i 2018-2019. På denne tur får man ekstra mange overraskelser og udflugter, specielle jubilæumsmenuer og udsøgte vine.
/NYATI Safari Rejser