Alt du skal vide inden din rejse til Mauritius
26. august 2024
Praktisk information og gode råd
Mauritius er en sand perle i Det Indiske Ocean. Glæd dig til kridhvide sandstrande, turkisblåt vand og frodige grønne landskaber. Ø-staten er en blanding af kulturer, hvilket særligt kommer til udtryk i det Mauriske køkken med indflydelse fra det indiske, afrikanske, kinesiske og franske. Det er med til at gøre Mauritius til en særlig kulinarisk oplevelse.
Klima og vejr
Mauritius har et tropisk klima og er et godt rejsemål året rundt, hvis du går efter en destination med masser af sol og varme. Temperaturen ligger året rundt mellem 22-30 grader med høj luftfugtighed.
De varmeste måneder er januar til april - det er også disse måneder, som er de vådeste. Men som oftest falder regnen i kraftige skyl, som er hurtigt overstået. Juni, juli og august er vinter i Mauritius. Det er de koldeste måneder, men dagtemperaturen vil stadig typisk cirkulere omkring 24 grader.
Da Mauritius er en tropisk ø, falder der nedbør året rundt, men den tørreste periode er statistisk set september, oktober og november.
Tropisk destination
Sikkerhed og sundhed
Mauritius er en tryg destination for turister. Vi anbefaler naturligvis at have en rejseforsikring, der dækker i tilfælde af, at uheldet skulle være ude.
Der er på nuværende tidspunkt ingen påkrævede vacciner for at besøge Mauritius, men vi anbefaler, at du konsulterer egen læge i god tid inden afrejse for at få rådgivning omkring relevante vaccinationer og andre forebyggende foranstaltninger baseret på din helbredshistorie. Såfremt du har opholdt dig i et land, hvor der er risiko for gul feber, er det påkrævet at have et gul feber-vaccinationscertifikat.
Mauritius betragtes som malariafri af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) - men der er risiko for chikungunya- og dengue-overførsel. Så det er vigtigt at beskytte dig godt mod myg.
Sproget på Mauritius
Mauritius er et multikulturelt land, og der tales flere sprog, herunder engelsk, fransk og kreolsk. De fleste indbyggere taler engelsk, især inden for turistindustrien, så kommunikationen bør ikke være et problem.
Visum og indrejsekrav
Under hele opholdet i Mauritius skal passet være gyldigt. Som dansk statsborger får du automatisk 90 dages turistvisum ved ankomst til landet.
Det er almindeligt at blive spurgt ind til dokumentation for din rejseplan, herunder returbillet og bekræftelse af hotelreservationer ved indrejse.
Regler kan ændre sig med kort varsel, og det vil altid være dit eget ansvar at overholde visumregler og indrejsekrav. Vi anbefaler altid, at tjekke Udenrigsministeriets hjemmeside for seneste information.
Prisleje og drikkepenge
Valutaen hedder Mauritisk Rupee og forkortelsen er MUR. Det er nemt at hæve penge fra pengeautomater, men vær opmærksom på, at der kan blive pålagt gebyrer.
Kreditkort accepteres bredt på hoteller, restauranter og butikker. Men det kan være rart at have lidt kontanter på sig til mindre indkøb.
Prislejet i Mauritius er relativt lavt sammenlignet med europæiske standarder. Et måltid på en almindelig restaurant koster typisk mellem 50 og 150 kr.
Det er kutyme at give drikkepenge - for eksempel omkring 10% på restauranter.
Transport rundt på Mauritius
I Mauritius køres der i venstre side af vejen. Det er nemt at komme rundt på øen både med bus, taxa eller lejebil.
De lokale busser er en forholdsvis billig transportform, og det er muligt at rejse hele øen rundt med bus.
Taxaer er nemt tilgængelige, men vær opmærksom på, at der som oftest ikke køres med taxameter. Derfor anbefales det, at du altid aftaler en pris på forhånd.
Det er også nemt at leje bil og tage rundt på øen på egen hånd, men husk at du skal medbringe et internationalt kørekort.
Kultur og skikke
Mauritius' kultur er en smeltedigel med indflydelse fra blandt andet indisk, afrikansk, kinesisk og fransk kultur. Mauritius er generelt kendt for sin kulturelle mangfoldighed, hvor mennesker med forskellige etniske baggrunde og religioner lever side om side. Denne mangfoldighed afspejles i alt fra sprog og religion til mad og kunst. De mest udbredte religioner er hinduisme, kristendom, islam og buddhisme.
Generelt set er påklædningen afslappet, men hvis du besøger religiøse steder, skal du være anstændigt klædt og dække skuldre og knæ.