Hvem er Black Mambas?
July 3, 2018
Black Mambas er en antikrybskytte-enhed, der er den første af sin slags i verden og som udelukkende består af lokale kvinder fra landsbyerne omkring Kruger National Park. Det startede som et lille projekt, hvor nogle få udvalgte kvinder gennemgik et intenst træningsforløb, men på få år er de vokset til at dække hele Balule-området, som er en del af Greater Kruger National Park. Det er også her NYATIs jorde ligger. Kvinderne beskytter de vilde dyr, som bevæger sig frit her i naturreservatet og vogter den vestlige del af grænsehegnet ved Greater Kruger National Park, hvor mange krybskytter tidligere forsøgte at trænge ind. Kvinderne er klædt i militæruniformer, og selv om de er ubevæbnede, har deres tilstedeværelse gjort en stor forskel. F.eks. bliver der nu skudt langt færre af de truede dyrearter end tidligere. I dag har Black Mambas fået oparbejdet et godt ry og er meget velansete i området.
Krybskytteri er et stort problem i Sydafrika, og derfor er det nødvendigt med en målrettet indsats. Black Mambas hjælper bl.a. med at rapportere om huller i hegnene samt eftersøge og tilintetgøre krybskytternes lejre og tråd-snarer hver eneste dag. De har været en stor hjælp for NYATI Safari. Siden vi indgik et samarbejde med dem for 2 år siden, har vi ikke mistet et eneste næsehorn til krybskytter. I dag har NYATI Safari Lodge også sit eget vagtkorps på 8 mand, som er i radiokontakt med og opholder sig i nærheden af kvinderne, så de hurtigt kan træde til, hvis der er behov for det. Politiet har samtidig stillet en bil med en særlig udviklet radar til rådighed for os, som vi også bruger i forebyggelsen af krybskytteri. Alle disse indsatser har medført, at vi i dag ikke har nogen indtrængen på vores område.
Black Mambas får deres løn betalt af staten og donorer fra hele verden, og hos NYATI Safari har vi valgt at støtte op om deres arbejde ved at stille boliger, strøm og vand til rådighed for dem.
/NYATI Safari Rejser